hvad betyder tabernakel

Ordet “tabernakel” betyder grundlæggende “bolig” eller “telt” og bruges især i religiøs sammenhæng om et helligt sted, hvor Gud “bor” eller er nærværende.

Grundbetydning

• Ordet stammer via latin tabernaculum , der betyder “telt” eller “midlertidig bolig”.

• I bred forstand kan et tabernakel derfor betyde en hellig bolig eller et sted, hvor noget meget helligt opbevares.

Bibelsk og jødisk betydning

• I Det Gamle Testamente er tabernaklet den transportable helligdom (også kaldet “Åbenbaringsteltet”), som israelitterne havde med sig under ørkenvandringen, hvor Guds nærvær boede midt i lejren.

• Tabernaklet var opbygget med forgård, helligdom og det Allerhelligste, hvor pagtens ark stod, og hvor kun ypperstepræsten måtte gå ind én gang om året.

Kristendom og kirke

• I mange kristne kirker bruges ordet om den lukkede boks/skrin på eller nær alteret, hvor nadverens hellige brød (hostierne) opbevares; tanken er, at Kristus “bor” der.

• Ordet kan også bruges mere generelt om et gudshus eller et større telt/bygning brugt til vækkelsesmøder og gudstjenester.

Overført og sproglig brug

• I mere overført forstand kan “tabernakel” bruges poetisk om et menneskes krop eller en midlertidig bolig, altså noget jordisk og forgængeligt.

• I nogle sprog og miljøer (fx quebec-fransk) findes bandeord afledt af “tabernacle”, men det er en lokalt farvet, slang-agtig brug og ikke den oprindelige religiøse betydning.

Kort sagt: “Tabernakel” = hellig bolig/telt, især den transportable helligdom i Bibelen og den beholder i kirker, hvor nadveren opbevares.