hvad er monroe doktrinen

Monroe-doktrinen er en amerikansk udenrigspolitisk erklæring fra 1823, hvor USA slog fast, at Europa ikke længere skulle kolonisere eller blande sig i staterne i Nord- og Sydamerika, og at sådan indblanding ville blive set som en fjendtlig handling mod USA.

Kort fortalt: Hvad er Monroe-doktrinen?

• Den blev fremsat af præsident James Monroe i 1823 som led i en tale til Kongressen.

• Hovedideen var, at den “Nye Verden” (Amerika) og den “Gamle Verden” (Europa) skulle være adskilte indflydelsessfærer.

• USA ville:
  • Ikke blande sig i europæiske magters interne forhold og krige.

* Acceptere de kolonier, som Europa allerede havde i Amerika.

* Modarbejde nye europæiske koloniforsøg i Amerika.

* Opfatte europæisk indblanding i de nye, uafhængige amerikanske stater som en fjendtlig handling mod USA.

Historisk baggrund

• I begyndelsen af 1800-tallet brød mange af Spaniens kolonier i Latinamerika ud og blev selvstændige, men Spanien og andre europæiske magter overvejede at genoprette kontrollen.

• Rusland viste samtidig koloniale ambitioner langs Nordamerikas nordvestlige stillehavskyst.

• USA udnyttede situationen til at markere sig som en slags beskytter af den vestlige halvkugle, selv om landet endnu ikke havde stor militær styrke til at håndhæve det fuldt ud.

De centrale principper

Ofte sammenfattes Monroe-doktrinen i fire hovedpunkter:

1. USA blander sig ikke i europæiske staters interne anliggender eller krige.
2. USA accepterer eksisterende europæiske kolonier i Amerika.
3. Den vestlige halvkugle er lukket for ny kolonisering.
4. Forsøg fra en europæisk magt på at undertrykke eller kontrollere en stat i Amerika ses som en fjendtlig handling mod USA.

Senere udvikling og betydning

• I 1800-tallet var doktrinen mere et politisk signal end en praktisk håndhævet regel, men den fik større vægt, efterhånden som USA blev stærkere.

• I begyndelsen af 1900-tallet udvidede Theodore Roosevelt den med den såkaldte Roosevelt-corollary, som gav USA en selvpåtaget ret til at intervenere i latinamerikanske lande for at “stabilisere” dem, hvis der var risiko for europæisk indblanding.

• Doktrinen er siden blevet brugt som referencepunkt i amerikansk politik over for Latinamerika og i diskussioner om, hvorvidt USA agerer som regional “garant” eller som dominerende stormagt.

I nyere debat og nyheder

• Monroe-doktrinen bliver stadig nævnt i analyser af USA’s forhold til Latinamerika, især når der tales om udenlandsk (f.eks. russisk eller kinesisk) indflydelse i regionen.

• Når amerikanske ledere henviser til den i dag, handler det ofte om at signalere, at USA stadig ser den vestlige halvkugle som et særligt interesseområde , hvor udenlandsk militær eller politisk indblanding vækker bekymring.

Information gathered from public forums or data available on the internet and portrayed here.